UDVIKLING
Klinikkens daglige virksomhed er under løbende udvikling, og gennem bl.a. kompetenceudvikling, brugerundersøgelser og intern audit arbejdes der hele tiden med kvalitetsudvikling.
Kvalitet og forandring
I perioden 2003-2004 har Retspsykiatrisk Klinik gennemført et projekt: Kvalitet og forandring, støttet af Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling, SCKK, Udviklings- og Omstillingsfonden.
Hvad siger retten til klinikkens anbefalinger?
Gennemgang af 222 domme
I perioden sommeren 2001 til sommeren 2003 afgav klinikken erklæring i 222 sager, hvor der blev afsagt dom.
I 18 sager var der uoverensstemmelse mellem klinikkens anbefaling og rettens afgørelse.
I 11 af de 18 sager var Retslægerådet uenig med klinikken, og her fulgte retten hver gang Retslægerådet.
De resterende 7 sager, hvor der var uoverensstemmelse mellem den lægelige og den retlige vurdering, omhandlede overvejende unge kriminelle, som retten var tilbøjelig til at idømme straf på trods af lægelig anbefaling af en pædagogisk foranstaltning.
Hvad synes juristerne om klinikkens erklæringer?
Spørgeskemaundersøgelse
I 2002 foretog Retspsykiatrisk Klinik en spørgeskemaundersøgelse blandt modtagerne af mentalerklæringerne.
Alle sager, der indgik i 2002 og endte med en færdig mentalerklæring blev ved tilbagesendelsen vedlagt 3 ens spørgeskemaer om erklæringens udformning: 1 til anklagemyndighed, 1 til forsvareren og 1 til retten.
34% (162) af de udsendte skemaer blev besvaret.
Det store flertal var tilfredse. De relativt få klager drejede sig især om, at der kunne forekomme psykiatrisk/psykologisk fagsprog uden "oversættelse", den i nogle sager lidt for lange sagsbehandlingstid samt den for jurister overflødige omtale af kriminaliteten. Dette punkt kan imidlertid være værdifuldt for andre, f. eks. de psykiatriske afdelinger, som skal varetage en eventuel idømt psykiatrisk særforanstaltning.
Resultatet af undersøgelsen indgår i klinikkens løbende kvalitetssikring.
Intern audit
Klinikken har en fast praksis med intern audit af de færdige mentalerklæringer.
En gang om måneden udvælges en tilfældig færdig mentalerklæring, der gennemlæses nøje og derefter gennemgås af en tværfagligt sammensat gruppe. Der ses på erklæringens kvalitet, udformning og læselighed.
Gruppen melder kommentarer tilbage til det team, der har stået for erklæringen.
Arbejdet medfører en skærpet opmærksomhed på mentalerklæringerne og sikrer en løbende udvikling af kvaliteten.
|