Straffelovens § 16

Sindssyg i gerningsøjeblikket

Af straffelovens § 16 fremgår, at personer, som på gerningstidspunktet var utilregnelige på grund af sindssygdom eller mental retardering, ikke straffes. De pågældende bliver altså fundet skyldige, men er straffri. Den retspsykiatriske opgave består alene i at vurdere, hvorvidt en sigtet er sindssyg (var sindssyg i gerningsøjeblikket) eller mentalt retarderet. Det er domstolene, der tager stilling til, hvorvidt den pågældende også er utilregnelig. Ved denne konstruktion er det domstolene, der i sidste ende bestemmer, om en sindssyg (eller mentalt retarderet) er straffri eller ikke.

§ 16 indeholder ingen krav om kausalitet mellem psykisk abnormtilstand og kriminalitet. Lovens ord “sindssygdom” og “mental retardering” omhandler den psykiatriske definition af disse tilstande. “Sindssygdom” i § 16 omfatter således, hvad psykiatrien betegner som “psykose”. Der findes altså ikke noget “juridisk sindssygdomsbegreb”.

Også personer, der på gerningstidspunktet befandt sig i en tilstand, der må sidestilles med sindssygdom (og som af retten findes utilregnelige) er straffri. Denne del af bestemmelsen anvendes kun sjældent. Det kan f.eks. dreje sig om personer med svær hjerneskade, om kortvarige epileptiske urotilstande, hypoglykæmiske anfald mv. Bestemmelsen anvendes ikke over for selv meget svært karakterologisk afvigende kriminelle.

§ 16, stk. 1, 3. punkt omhandler de såkaldte patologiske rustilstande, og § 16, stk. 2 omhandler mentalt retarderede i lettere grad. For disse to tilfældegrupper er der åbnet mulighed for anvendelse af almindelig straf i visse tilfælde, men det mest almindelige er anvendelse af en særforanstaltning.