OFTE STILLEDE SPØRGSMÅL TIL RETSPSYKIATRISK KLINIK
Hvis du ikke har fundet svar på dit spørgsmål, kan du måske finde svaret herunder, hvor vi har samlet nogle af de almindeligste spørgsmål til og om klinikken - og svaret på dem.
Finder du stadig ikke svar, er du velkommen til at kontakte klinikken ved at klikke på Kontakt.
Hvordan finder jeg til Retspsykiatrisk Kinik?
Retspsykiatrisk Klinik ligger på Blegdamsvej 6B, 2. sal.
Bus 5A kører fra Nørreport Station. Stå af ved Fælledvej og gå til Sct. Hans Torv, hvor Blegdamsvej begynder.
Bus 3A fra Nordhavn Station kører lige til døren.
Hvordan udfærdiges en mentalerklæring?
Erklæringen skrives på baggrund af samtaler med psykiater, psykolog og socialrådgiver samt indhentede oplysninger fra relevante instanser.
Hører Retspsykiatrisk Klinik under Rigshospitalet?
Nej. Retspsykiatrisk Klinik er en institution under Justitsministeriet, administrativt placeret under Rigspolitiet.
Er det Retspsykiatrisk Klinik, der afsiger dom?
Nej, Retspsykiatrisk Klinik udarbejder erklæringer til domstolene, som på den måde får en vurdering af en sigtets psykiske tilstand, specielt om den sigtede er sindssyg eller mentalt retarderet, samt klinikkens eventuelle forslag til en særforanstaltning.
Aktindsigt. Kan man få en kopi af sin mentalerklæring?
En mentalerklæring er en del af en straffesags akter og som sådan ikke umiddelbart undergivet aktindsigt. Når sagen er endeligt færdig, kan den undersøgte anmode politidirektøren i den politikreds, der har behandlet sagen, om aktindsigt i erklæringen.
Udlån af mentalerklæring
Retspsykiatrisk Klinik udarbejder mentalerklæringer på rekvisition fra politimyndigheden. Udlån foregår via den rekvirerende politikreds.
Hvor mange undersøges om året?
Klinikken foretager 200-250 undersøgelser om året.
Hvem er det, der bliver undersøgt?
Det er personer, der er sigtet, eller i få tilfælde dømt for alvorlig kriminalitet samt sigtede, der eventuelt er psykisk syge.
Hvilke diagnoser stilles der?
Se oversigt vedr. diagnosefordelingen her.
Hvor længe er en erklæring undervejs?
Ifølge Justitsministeriets instruks fra 1954 skal Justitsministeriets Retspsykiatriske Klinik så vidt muligt gennemføre en undersøgelse inden for 6 uger.
Hvor mange samtaler består en undersøgelse af?
Undersøgelsen består typisk af minimum fem samtaler. En samtale varer ca. to-tre timer.
Kan man være indlagt på Retspsykiatrisk Klinik?
Nej, klinikken har ingen sengepladser.
Kan man få behandling på Retspsykiatrisk Klinik?
Nej, klinikken varetager ikke
behandling.
Hvad koster en mentalerklæring samfundet?
En mentalerklæring er beregnet til at koste ca. 20.000-25.000 kr.
Har undersøgerne på Retspsykiatrisk Klinik tavshedspligt?
Klinikken har ikke tavshedspligt i forhold til domstolene, men tavshedspligt i forhold til alle andre.
Hvad er en CT-skanning?
En CT-skanning er en computerstyret røntgenundersøgelse af hjernens strukturelle forhold.
Hvad er en Eeg-undersøgelse?
En Eeg-undersøgelse er en registrering af hjernebarkens elektriske aktivitet.
Hvad sker der, hvis observanden uden gyldig grund udebliver fra undersøgelsen?
Sagen bliver returneret til den rekvirerende myndighed, som har mulighed for at få rettens kendelse om undersøgelse under indlæggelse.
Kan man som privatperson få foretaget en mentalundersøgelse?
Nej! Retspsykiatrisk Klinik foretager kun undersøgelser for myndighederne.
Hvornår får man resultatet af undersøgelsen at vide?
Når undersøgelsen er færdig, bliver man indkaldt til en kort samtale med lægen, hvor man orienteres om erklæringens konklusion.
|