MENTALOBSERVATION – JURIDISK SET

Bestemmelserne om mentalundersøgelse er indeholdt i Retsplejelovens § 809.

I Retsplejelovens § 809 står, at mentalundersøgelse af en sigtet skal finde sted, "når dette findes at være af betydning for sagens afgørelse".
Om en mentalundersøgelse er af betydning for rettens afgørelse kan evt. afklares ved en personundersøgelse (Retsplejelovens § 808), som bør indhentes, hvis der skønnes at være behov for oplysninger om sigtedes personlige forhold til brug for afgørelsen af, om der bør iværksættes mentalundersøgelse.

En retspsykiatrisk undersøgelse (mentalobservation) af en sigtet på fri fod kan finde sted på anklagemyndighedens begæring, hvis den pågældende samtykker.
I modsat fald kræves en retskendelse. Er vedkommende varetægtsfængslet eller skal undersøgelsen foretages under indlæggelse, kræves ligeledes en retskendelse.

Mentalundersøgelse vil være indiceret i følgende tilfælde:

• Hvis sigtede tidligere har modtaget psykiatrisk behandling, eller der i øvrigt kan være grund til at formode, at sigtede er sindssyg eller mentalt retarderet, jf. straffelovens § 16

• Når der i øvrigt, fx. på grund af de strafbare handlingers art og/eller grovhed er grund til at formode, at sigtedes mentale tilstand afviger fra det normale. Mentalundersøgelse bør normalt ske, når sigtelsen angår: Drab eller drabsforsøg, Grovere meningsløs eller særegen form for vold, herunder særligt i gentagelsestilfælde, grovere voldtægt og voldtægt i gentagelsetilfælde eller forsøg herpå, grovere eller gentagne seksualforbrydelser over for børn. seksualforbrydelser omfattet af ordningen med behandling som alternativ til frihedsstraf, hvis sigtede ønsker at indgå i ordningen, forsætlig brandstiftelse uden økonomisk motiv eller forsøg herpå

• Når kriminalitetsbetingelserne for anvendelse af forvaring efter straffelovens § 70 er opfyldt, herunder f.eks. gentagen voldtægt og røveri

Opregningen er hverken bindende eller udtømmende.
Om mentalundersøgelse skal foretages, beror på en samlet vurdering, der - foruden det samlede indtryk af sigtede under afhøringerne og dennes adfærd under en eventuel varetægtsfængsling - omfatter den aktuelle sag, tidligere sager, oplysninger om hans/hendes personlige forhold i en personundersøgelse efter retsplejelovens § 808 og oplysning om tidligere psykiatrisk behandling eller sociale hjælpeforanstaltninger.


Mentalundersøgelse - praksis
Alle mentalobservationserklæringer - og også andre typer af retspsykiatriske erklæringer - udarbejdes af speciallæger i psykiatri.

Der findes ingen regler i form af cirkulærebestemmelser el. lign. for, hvordan en mentalundersøgelse skal foretages, hvor lang tid samtalerne må vare, hvorledes erklæringen skal udformes osv. Der har imidlertid udviklet sig en praksis, hvorefter følgende punkter om den undersøgte (observanden) forventes belyst:

• oplysninger om sygdomme og kriminalitet i slægten

• en grundig gennemgang af de sociale forhold

• oplysninger om eventuelle legemlige sygdomme

• kortfattet gennemgang af evt. tidligere kriminalitet

• omtale af den påsigtede kriminalitet med observandens egne bemærkninger

• andres oplysninger om observanden, dvs. et resumé af psykiatriske hospitalsjournaler, sociale akter, erklæringer, evt. oplysninger fra pårørende mv.

• en grundig psykiatrisk sygehistorie baseret på samtaler med observanden

• evt. en psykologisk undersøgelse

• en klinisk psykiatrisk vurdering

• en rutinemæssig legemlig undersøgelse og - når det findes klinisk indiceret - EEG, neurologisk speciallægeundersøgelse evt. incl. CT-skanning mv.

• konklusion

En mentalobservationserklæring er typisk på 15-20 sider.

Hovedparten af undersøgelserne (dvs. af varetægtsarrestanter og af sigtede på fri fod) gennemføres inden for 6 uger.

Ved udarbejdelse af erklæringer medvirker flere steder socialrådgiver, og der foretages ofte en psykologisk testning.
Det er imidlertid psykiateren, der tilrettelægger undersøgelsen ud fra en vurdering af, hvad der er klinisk relevant, og det er psykiateren, der har ansvaret for erklæringens konklusion.

Retslægerådet
Skønsmæssigt forelægges ca. 50% af erklæringerne for Retslægerådet. De sager, der ikke forelægges for rådet, omfatter typisk sager vedrørende mindre alvorlig kriminalitet, og hvor der ved undersøgelsen ikke er fundet grundlag for at anbefale en psykiatrisk særforanstaltning.


Straffelovens bestemmelser om psykisk afvigende kriminelle
Bestemmelserne om psykisk afvigende kriminelle fremgår af straffelovens §§ 16, 68, 69 og 73.
Hertil kommer en række andre bestemmelser for området, fx. straffelovens § 70, der omhandler betingelserne for anvendelse af forvaring af særligt farlige og § 72, der omhandler ændring eller ophævelse af idømte psykiatriske særforanstaltninger. § 84 og § 85 omhandler kriterier for strafnedsættelse/strafbortfald, hvor især § 85 har en vis retspsykiatrisk betydning.

Straffelovens § 16
Af straffelovens § 16 fremgår, at personer, som på gerningsøjeblikket var utilregnelige på grund af sindssygdom eller mental retardering, ikke straffes. De pågældende bliver altså fundet skyldige, men er straffri. Den retspsykiatriske opgave består alene i at vurdere, hvorvidt en sigtet er sindssyg (var sindssyg i gerningsøjeblikket) eller mentalt retarderet.
Det er domstolene, der tager stilling til, hvorvidt den pågældende også er utilregnelig. Ved denne konstruktion er det domstolene, der i sidste ende bestemmer, om en sindssyg (eller mentalt retarderet) er straffri eller ikke.

§ 16 indeholder ingen krav om kausalitet mellem psykisk abnormtilstand og kriminalitet. Lovens ord "sindssygdom" og "mental retardering" omhandler den psykiatriske definition af disse tilstande. "Sindssygdom" i § 16 omfatter således, hvad psykiatrien betegner som "psykose". Der findes altså ikke noget "juridisk sindssygdomsbegreb".

Også personer, der på gerningstidspunktet befandt sig i en tilstand, der må sidestilles med sindssygdom (og som af retten findes utilregnelige) er straffri.
Denne del af bestemmelsen anvendes kun sjældent. Det kan fx. dreje sig om personer med svær hjerneskade, om kortvarige epileptiske urotilstande, hypoglykæmiske anfald mv. Bestemmelsen anvendes ikke over for selv meget svært karakterologisk afvigende kriminelle.

§ 16, stk. 1, 3. punkt omhandler de såkaldte patologiske rustilstande, og § 16, stk. 2 omhandler mentalt retarderede i lettere grad. For disse to tilfældegrupper er der åbnet mulighed for anvendelse af almindelig straf i visse tilfælde, men det almindeligste er anvendelse af en særforanstaltning.

Straffelovens § 69
Straffelovens § 69 omhandler sigtede, der befinder sig i en tilstand af "mangelfuld udvikling, svækkelse og forstyrrelse i de psykiske funktioner, og som ikke er af den i § 16 nævnte beskaffenhed".
Denne paragraf omhandler med andre ord alle andre psykiatriske diagnoser. Personer, der er omfattet af straffelovens § 69, kan idømmes en psykiatrisk særforanstaltning, hvis det findes mere formålstjenligt end straf mht. at forebygge nye kriminelle handlinger.

Bestemmelsen, der ikke bruges særlig hyppigt, anvendes typisk over for sinker, lettere demente, grænsepsykotiske og evt. unge med et misbrug, men ikke over for karakterafvigere.

Straffelovens § 70. Forvaring og farlighedsvurdering
Straffelovens § 70 omhandler anvendelsen af (tidsubestemt) forvaring af ikke-psykotiske personer, som er fundet skyldige i alvorlig, personfarlig kriminalitet, og som yderligere antages at frembyde en nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed.
I de tilfælde, hvor spørgsmålet om anvendelse af forvaring er aktuel, vil der næsten uden undtagelse blive indhentet en mentalobservationserklæring. Psykiateren skal i disse tilfælde foretage en farlighedsvurdering af en ikke-sindssyg person.

De psykiatriske særforanstaltninger
Det sker kun yderst sjældent, at sindssyge eller mentalt retarderede idømmes almindelig straf. Den absolutte hovedregel er anvendelse af en særforanstaltning, jf. straffelovens § 68.
Dette betyder for eksempel, at en gerningsmand, der var sindssyg på gerningstidspunktet, men ikke er sindssyg på undersøgelses-/domstidspunktet, vil kunne blive idømt en psykiatrisk særforanstaltning.

Ifølge § 68 er der dog mulighed for, at en person omfattet af § 16 bliver fundet skyldig og straffri, men uden at han idømmes en særforanstaltning. Det hedder i § 68, at retten kan: "...træffe bestemmelse om anvendelse af andre foranstaltninger, der findes formålstjenlige".
Det er enkelte gange - i tilfælde af mindre alvorlig kriminalitet - set, at retten ikke har idømt en særforanstaltning, f. eks. fordi gerningsmanden er blevet rask. Det normale vil dog i disse tilfælde være, at anklagemyndigheden undlader tiltale.

Som anført kan også ikke-sindssyge i visse tilfælde blive idømt en psykiatrisk særforanstaltning (§ 69). Ved anbefaling af en særforanstaltning vil man for denne gruppe typisk lægge vægt på, at der er et behandlingsbehov, og at den sigtede er behandlingsmotiveret.

Dom til anbringelse
Dom til anbringelse betyder, at den dømte indlægges på en psykiatrisk afdeling, hvorefter den pågældende ikke kan udskrives, før retten giver tilladelse til det. Overlægen bestemmer, om den dømte skal være på åbent eller lukket afsnit, have terrænfrihed osv., og overlægen kan i begrænset omfang give tillladelse til udgang fra hospitalet. Statsadvokaten, evt. Justitsministeriet, kan give tilladelse til yderligere frihedsgoder.

Sindssyge, som skønnes at være meget farlige for andre mennesker, kan dømmes til anbringelse på Sikringsafdelingen.

Dom til psykiatrisk behandling på et hospital for sindslidende indebærer, at den dømte indlægges på psykiatrisk afdeling, men herefter er det afdelingen (overlægen), som selvstændigt tilrettelægger det videre behandlingsforløb, herunder bestemmer, hvornår patienten kan udskrives. Patienten (og afdelingen) er efter udskrivelse forpligtet til at bevare en ambulant kontakt, indtil retten afsiger kendelse om ophævelse af foranstaltningen.

Denne foranstaltningsform er ofte ledsaget af tilsyn af kriminalforsorgen, hvor den psykiatriske afdeling varetager den psykiatriske behandling og kriminalforsorgen varetager social støtte mv.
Hvis der er behov for det, kan overlægen sammen med kriminalforsorgen bestemme, at den retspsykiatriske patient skal genindlægges. (Her gælder psykiatrilovens bestemmelser om tvangsindlæggelse altså ikke).

Dom til ambulant behandling
Endelig kan der anvendes dom til ambulant behandling (evt. med mulighed for indlæggelse). Denne foranstaltningsform er ligeledes hyppigt kombineret med tilsyn af kriminalforsorgen.

Hvis observanden findes skyldig i alvorlig (dvs. personfarlig) kriminalitet vil den idømte psykiatriske særforanstaltning være tidsubestemt, dvs. den vedvarer, indtil retten ophæver den. I andre tilfælde vil retten fortsætte en længstetid for varigheden af den idømte psykiatriske særforanstaltning, typisk tre eller fem år.
For foranstaltninger dømt efter § 69 (de ikke-sindssyge) - og for denne gruppe anvendes typisk dom til behandling eller dom til ambulant behandling - skal der af retten fastsættes en samlet længstetid for frihedsberøvelse (=indlæggelse), typisk et år, som dog kan forlænges.

Straffelovens § 73 omhandler situationer, hvor en sigtet udvikler en ikke blot forbigående psykisk lidelse efter gerningstidspunktet, men før dom. I praksis anvendes bestemmelsen næsten udelukkende over for personer, der har udviklet en længerevarende psykotisk tilstand. De pågældende vil typisk blive anbragt på psykiatrisk hospital, evt. således at de overføres til fængsel til afsoning af resten af straffen, når deres psykiske tilstand tillader det.

Mentalt retarderede behandles principielt som sindssyge, men her varetages behandlingen af kommunernes sociale behandlingssystem, der har ansvaret for mentalt retarderede.

En grundig gennemgang af behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af straffelovens § 70 kan ses i Rigsadvokatens Meddelelse nr. 5/2007. Her findes også en nærmere beskrivelse af de psykiatriske særforanstaltninger.